31.07.10
I dag har været en mærkelig dag. Jeg har virkelig (som i VIRKELIG) været nede, men jeg har også formået at trække mig selv op igen. Jeg havde den vildeste tudetur i telefon med min mormor i morges, hvor jeg bare ikke kunne tænke på andet end at jeg ville hjem. Min moster ringede lige efter, og jeg snakkede med hende i rigtig lang tid også. Hun har været au-pair i USA i et helt år, så hun burde vide, hvad jeg går igennem lige nu. Det hjalp også lidt. Jeg har også været på Skype med mine forældre og været på facebook med nogle venner. Det er rart at vide, at man i hvert fald har nogle derhjemme, hvis det ikke skulle gå. I morges og eftermiddag, var jeg nærmest 100 procent sikker på, at jeg ville ende med at tage hjem i løbet af næste uge. Det tror jeg nu ikke, at jeg gør. Dagen i dag har været en udvikling fra ekstrem hjemve til en form for accept af situationen og også en form for lyst til at være her, og vilje til at prøve det her projekt rigtig af inden jeg tager nogle forhastede beslutninger, om at tage hjem. Som min moster sagde i telefonen vil det derhjemme ikke forandre sig synderligt mens jeg er væk, og det vil være ligeså ”kedeligt”, som da jeg forlod det. Den viden, og det at jeg ved, at jeg kan få ændret min billet og tage hjem når jeg vil, har hjulpet mig til at se meget lysere på situationen. I de sidste to dage har jeg slet ikke kunnet kende mig selv, og det har måske også været en del af den frustration, som jeg ikke kunne få ud af kroppen.
I dag har jeg set en masse episoder af friends i vores fælles stue sammen med nogle af de andre frivillige. Udover det så tog nogle af de nye ned at handle (jeg hader allerede at handle og lave mad selv ;D) så det var super dejligt, at jeg slap for det. Da de kom tilbage havde de købt en bøtte Hagen Dazz is (eller hvordan det nu staves) til mig og en blomst. Jeg blev virkelig rørt! De sagde også at vi var her for at støtte hinanden, og at hvis jeg fik problemer kunne jeg altid komme til dem. Det hjalp også en del. Det var meningen at Jan skulle lave lasagne til aftensmad (jeg tror måske, at vi kommer til at spise sammen de fleste aftner – vi tager ikke så meget hensyn til, hvad der er hvis’ mad, som de ”gamle” frivillige gør, så Jeanne gav aftensmad den første aften, så gjorde jeg, og nu ville Jan så – det er super rart..). Jeanne (hun er fransk og hendes navn udtales sjann, eller sådan noget :D) lavede nemlig Crepez. Jeg vidste ikke, at hun lavede det, men pludselig stod hun på mit værelse med en crepez til mig med sukker i. Jeg tror virkelig hun gerne vil have et godt forhold til mig, og jeg føler mig allerede tættere på hende nu – hvilket også har hjulpet mig med at komme ud af mit dårlige humør. Hun er virkelig en sød pige, og jeg vil tænke mig kraftigt om inden jeg beslutter mig for at rejse, for mig og hende er de eneste piger af ”de nye” frivillige og ellers er der kun en pige fra ”de gamle”, så det ville også gå ud over hende, hvis jeg rejste. Jeg har det i hele taget meget bedre nu, end jeg havde tidligere på dagen. Jeg kan begynde, at se fornuften i, at folk de siger, at jeg skal holde ud, selvom jeg nok har virket lidt irriteret, når de har sagt det – jeg undskylder, det er udelukkende ren frustration, der gør det! Det er ikke fordi jeg er sur på jer. En anden ting som også gør, at jeg lige skal overveje det hele en ekstra gang er, at jeg jo altså så skal finde noget at lave derhjemme, hvis jeg ikke bliver her. Det er nok et større problem end man lige tror. Jeg tror også, at jeg vil føle det som et kæmpe nederlag, hvis jeg ikke engang kan klare 6 mdr. hjemmefra. Det er ikke særlig lang tid, og det kommer højst sandsynlig til at gå lynhurtigt!
Det var meningen, at vi skulle have været i byen i dag, ligesom vi var i går, men det kom vi ikke. I stedet så spiste vi Crepez klokken ni først og så sad vi ellers i fællesstuen nogle af os og så Troja, som var i fjernsynet. Det var meningen, at vi skulle have spillet scrabble, men vi ville hellere bare snakke og se film. Det har været en rigtig hyggelig aften, med nogle hyggelige mennesker. Jeg er så småt ved at lære en smule fransk pga. Jeanne og jeg kan også bedre og bedre tune mig ind på tysk, når det bliver snakket rundt omkring. Vi har Jeanne, Fabio, Martino og Jan som alle kan snakke fransk. Udover det kan Jan, Fabian og Peter snakke tysk. Fabio og Martino er italienere og kan derfor også snakke italiensk. Det er kun mig, Alvaro, Gabor og Elenie som kun kan snakke vores eget sprog og engelsk – Alvaro er Spanier, Gabor er fra Ungarn, mens Elenie er græsk. Det er meget sjovt, når vi sidder nogle folk rundt omkring i West Homes, at man kan høre alle mulige forskellige sprog hele tiden. Udover os frivillige er der også en mand, som hedder Martin (med en SYG engelsk udtale!! Det lyder rigtig snobbet – tænk på hvordan Hyacinth snakker). Han er mægtig flink! Han arbejder på hospitalet og bor her også. Han bor ikke på vores gang, men en gang der ligger ved siden af – han bruger dog vores køkken og stue også. Han er mega god til skak, og spiller nogle gange imod Gabor, Martino og Jan, som alle er dygtige skakspillere. Skak er vist en form for national-”sport” i Ungarn, så Gabor er vist den bedste, mens Martino og Jan bare interesserer sig for det.
Vi var som sagt i byen i går – inde i Cardiff centrum. Jeg vil sige, at den club vi var på ikke slår den sorte klub i Herning. Den sorte klub i Herning er i en hel anden klasse, både med hensyn til musik, men også omgivelser (eller er det bare fordi, man er herninggenser? Hmm..). Det var nu alligevel rigtig sjovt! Martino (italiener) lavede den sjoveste Gepetto/Pinocchio dans, som vi grinede af hele aftenen. Gabor blev simpelthen så fuld og grinede bare hele tiden – mægtig sød lille mand (jeg synes lidt han ligner en af havenisserne fra den der reklame der :D). Klubben lukkede dog allerede klokken 2.00, hvilket er normalt herovre, da Waliserne (og resten af UK) starter med at drikke på pub’s ved 4-tiden om eftermiddagen. Pigerne i Cardiff er ikke specielt charmerende – de render rundt i sex-kostumer og gør sig selv til grin.. Det er i hvert fald voluntørrernes mening :D). Jeg vil heller ikke sige, at drengene er imponerende, men der er da et par stykker, ”who can make the cut”.
Det minder mig straks også om noget andet. Jeg er simpelthen begyndt at tænke på engelsk næsten! Det er allerede ”svært” for mig, at sidde og formulere mig når jeg sidder og skriver disse blogindlæg – det er meget sjovt..
I dag fik brændalarmen af to gange om dagen. Det er sq lidt mærkeligt, men også en smule sjovt (og skræmmende!! :D)
Som i nok kan fornemme på dette indlæg, er det en anden holdning, jeg har til tingene nu, end det var i går. Jeg lover ikke det bliver ved, men lige nu er jeg positivt stemt! Jeg tror i det hele taget, at det bliver en smule op og ned af bakke hele tiden her – men det må man også tage med. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg allerede har lært en hel masse – ikke blot om mig selv, men også om andre mennesker, verden og livet. Det er på en måde lidt sejt/skønt, synes jeg. I løbet af de sidste 5 dage, har mit humør, min selvtillid og min energi gået op og ned. Det kommer den nok også til i løbet af de næste par ugers tid, men jeg håber dog, at jeg kan holde den følelse jeg har i kroppen nu. Jeg har indset, at alle vi ”nye” frivillige er lige forvirrede, kede af det, glade, spændte og nervøse over vores nye liv – jeg er altså ikke alene. De andre frivillige har været en kanon støtte for mig i dag, og med deres hjælp og gode humør, tror jeg at jeg kommer igennem de næste seks mdr. med en masse gode oplevelser, erfaring og ikke mindst en god håndfuld nye venner. Jeg føler mig stærkere nu, end jeg har gjort nogle af de andre dage, og selvom jeg har sagt, at jeg ikke hører til på det her projekt her, så tror jeg nu alligevel at jeg nok skal komme til det.
I morgen skal vi for resten en tur til Cardiff bay, og jeg håber at jeg kan få taget en masse billeder, og at jeg snart kan få oploadet nogle billeder, så i kan se, hvor jeg egentlig er, hvem jeg er sammen med og hvad jeg laver.
Tak, fordi i er så skønne! Jeg kunne ikke undvære jeres støtte! I betyder alverden for mig <3
Det blev et langt indlæg, men jeg håber i kan klare det ;)
Love you!
Kys Line
Ingen kommentarer:
Send en kommentar