tirsdag den 7. september 2010

KattenPåFarten5

d. 6.09.10

Så blev det desværre mandag, og Katten skulle hjem. Vi stod op klokken halv syv, pakkede alle Kattens ting og tog af sted med bussen. Vi sagde ikke noget hele vejen ind til bussen, og der blev heller ikke sagt meget, mens vi ventede. Da vi så skulle til at sige farvel, så havde jeg så svært ved at holde tårerne tilbage. Det ror jeg også katten kunne mærke, så det blev meget hurtigt, farvel, hav det godt, pas på dig selv osv. Men vi havde også allerede snakket så meget hele weekenden, så det gjorde ikke så meget, at vi ikke sagde så meget til hinanden til sidst. Det har virkelig, virkelig været en mega god weekend, og det var rigtig svært at sige farvel til Katten, men jeg ved at vi nok skal ses igen, for selvom der var gået halvanden måned, og jeg nok har forandret mig en del allerede, så føltes det fuldstændig normalt at være sammen. Jeg ved at mig og katten nok skal holde sammen, selvom vi ikke er derhjemme sammen nu! Jeg er så spændt på at høre, hvordan det går med hendes tur til Paris. Jeg tror virkelig hun kommer til at elske det, men det er jo ikke til at sige. Jeg ønsker hende virkelig alt det bedste! Jeg håber jeg får mulighed for at besøge hende derovre, men der bliver nok ikke rigtig fridage til det, desværre. Men nu må vi se.

Nå, jeg tog ellers bussen hjem, og tog så på arbejde. Det er sjovt, så hårdt som det var at sige farvel, så normalt føltes det at tage på arbejde igen. Jeg spillede domino og strikkede og hvad jeg ellers gør. Omkring klokken 11.00 kom Jeanne, Jessica, Jill og Andy (vores projektleder) og skulle vise Jessica mit projekt, som hun måske skal have til januar. Det brugte jeg så den næste halve times tid på, og så var det ellers tid til frokost. Frokost-pausen blev brugt i selskab med min bedste ven (min computer), så jeg kunne blive opdateret omkring hvad der er foregået derhjemme. Det var virkelig lækkert :) Specielt lige det, at snakke lidt med Lotte, det var helt vildt lækkert :) Og Bettina hun er ved at finde ud af, at komme over og besøge mig efter studietur, så det er HELT genialt!!! :) My life is good!

Efter frokost skulle jeg et smut i "Drop-in" og servere lidt the og Kaffe. Her fik jeg alle tiders snak igen med den patient jeg har, som har studeret sociologi og criminologi - jeg er ligeglad med, at alt hvad han siger, måske ikke er rigtigt, vi har de BEDSTE diskussioner! Det er så fedt! Virkelig! Efter arbejde skulle vi til møde hos Jill. Her så vi de nye frivillige som kommer om en måneds tid! Det bliver ret spændende. Jeg glæder mig rigtig meget til Magnus kommer - det tror jeg bliver rigtig fedt, men jeg er lidt bekymret for, at der kommer 3 nye piger - jeg kan bedre lide drenge ;) haha Ej, det skal nok blive fint. De ser dog lidt mærkelige ud to af dem. Den ene har næsten skaldet hoved, og så lige en lang grøn tot hængende ned i siden. Den anden har helt kort lyst hår, og så er hun sådan lidt punker - men jeg tror faktisk at hun er cool nok. Men det kan man selvfølgelig ikke vurdere ud fra billederne :) Det bliver så underligt at skulle sige farvel til de gamle! :(
Da vi kom hjem fra mødet var der dømt skype med familien, hvilket var rigtig rart, så var der ellers fede-mandag resten af dagen, hvor vi så to film - the queen og pride and prejudice (man er vel i UK) - og åd en masse slik i stedet for aftensmad, virkelig lækkert ;) Jeg fik også vasket mit sengetøj og gjort en smule rent - i det hele taget bare en rigtig god afslappende aften.

Det har været en helt fantastisk weekend, som jeg ikke ville ændre noget som helst på! Jeg kunne godt have tænkt mig, at Katten blev lidt længere, men jeg har samtidig ikke rigtig flere fridage, så det ville have blevet noget rod. Jeg er så lykkelig for, at jeg er endt her, og ikke i Uganda, så jeg har mulighed for at få besøg af mine venner og familie. Det er så nemt, at sidde hjemme i DK og have store planer - straks meget sværere at udføre dem. Jeg kan virkelig føle, at min plads er her, og jeg er så glad (og stolt) over, at jeg har formået at gennemføre den hårde tid det var i starten, og er kommet ud på den anden side, med nyt gåpåmod og lyst til at opleve livet som frivillig, som udeboende og som mig. Det er ikke løgn, hvad folk siger, når de fortæller, hvordan de først har fundet sig selv, når de er kommet væk hjemmefra. Jeg føler virkelig, at jeg har fundet en eller anden form for indre ro, jeg ikke havde før. Jeg har ikke såå travlt med at planlægge alting, og jeg er i det hele taget mere afslappet, som Katrine også bemærkede. Det er virkelig rart, og jeg ønsker virkelig for alle, som endnu ikke har oplevet dette, at de kommer til det på en eller anden måde. Puha, det blev jo næsten for seriøst og filosofisk det her! Det kan vi ikke have, jeg skal jo trods alt vende tilbage til arbejde og spille domino i morgen, så jeg kan ikke bruge mit hoved alt for meget - det der med at reflektere, det er (ikke) lige mig ;)

Love u
Line

Ingen kommentarer:

Send en kommentar